Helt ærligt, titlen er lidt noget jeg frygter.
Jeg har haft det så skidt, så længe, at jeg er helt nervøs for at jinxe det, hvis jeg siger for højt, at det går godt.
For det gør det. Det går rigtig godt. Og jeg nyder det.
Jeg er stadig hunderæd for at ryge ned i det sorte hul igen, men jeg bevæger mig længere og længere væk fra kanten. Jeg håber at denne udvikling vil vare ved, og at hullet med tiden bare vil være et fjernt, dystert minde.
For det skal ikke glemmes. Så er det jo at det bliver farligt. I det øjeblik man føler sig usårlig, er man allertættest på at blive væltet. Så det sorte hul skal huskes og respekteres.
Jeg havde nogle uger i efteråret hvor jeg var ved at blive bekymret for mig selv, men gudskelov (ikke at han har noget med det at gøre...) var det forbipasserende.
Igen tør jeg næsten ikke sige det, efter så mange forsøg; men jeg tror min uddannelse har noget med rejsen væk fra hullet at gøre. Og dog. Måske er det ikke uddannelsen, måske er det menneskerne.
Hver eneste gang vi har skullet dele nye studiegrupper (og det er sket en del), har jeg været lige ved at kaste op af nervøsitet, og har villet droppe ud lige på stedet, men hvor er det dog godt jeg ikke gjorde det!
For jeg har virkelig været heldig med de grupper! Først internt i klassen, og nu på de blandede liniefagshold.
For nu hvor jeg endelig havde det okay med at skulle deles i grupper i klassen, smider underviserne det selvfølgelig lige lukt i skraldespanden, og siger at vi skal starte forfra.
Jeg lander i gruppe med én fra min egen klasse (som jeg aldrig har arbejdet sammen med før) og to drenge fra en anden klasse. Alle mine andre grupper har været 100% piger, så jeg var ærligt talt lidt loren ved de to knægte, men hurra for dem!
Det er faktisk lidt som at være sammen med spejderne igen. Drengehumor er fantastisk. Tænk sig, at jeg næsten havde glemt det!
(Og så skal jeg vist til at holde igen med de teksttunge indlæg...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar